Skip to main content

Kalender og begivenheder

Kalender

Følg med i alle de aktiviteter der foregår på skolen

lige her

Begivenheder

Læs om og se billeder fra en række skolens begivenheder

lige her
Kalender

Alt det praktiske

Menu:

Skole-/hjemsamarbejde

På Ingrid Jespersens Gymnasieskole anser vi et positivt og konstruktivt samarbejde mellem skole og forældre som en vigtig forudsætning for den enkelte elevs almene trivsel og holdning til det at gå i skole. Et tæt samarbejde er også af afgørende betydning for elevernes muligheder for at tilegne sig personlige, sociale og faglige kompetencer i skolen. Skolen og forældrene har således et fælles ansvar for elevens trivsel og udvikling.

Skolen har ansvaret for undervisningen, og forældrene har ansvaret for at understøtte elevens deltagelse i undervisningen. Kommunikationen mellem skolen og forældrene bygger på ligeværd og gensidig respekt og foregår i en åben og tillidsfuld dialog. Sådan varetages omsorgen for den enkelte elev bedst muligt. Den primære og langt overvejende del af samarbejdet foregår mellem hjemmet og klasselæreren, men kontakten kan naturligvis også omfatte elevens øvrige lærere, ligesom kommunikationen af og til vil foregå mellem hjemmet og skolens ledelse.

Samarbejdet mellem skole og hjem indledes allerede inden eleven begynder i skolen ved afholdelsen af skolens orienteringsaftener suppleret med samtaler mellem forældrene og skolens afdelingsinspektører. Hertil kommer – afhængigt af klassetrin – evt. en besøgsdag eller en førskoledag efterfulgt af et forældremøde.

Herefter er de formelle rammer for skole-hjemsamarbejdet struktureret således: 2 årlige forældremøder, 2 årlige skole-hjemsamtaler, informationsbreve, årsplan, klasseråd. Hertil kommer arrangementer af mere social karakter, f.eks. skolens fødselsdag, musikaftener, udstillinger, teaterforestillinger, lærer-forældre-kor, julefester og klasseture.

Det første forældremøde afholdes i august/september, og klassens lærere præsenterer her mål og indhold for deres fag. Klasselæreren fortæller endvidere om klassens sociale liv og årets vigtige begivenheder. Forældrene har mulighed for i samarbejde med klasselæreren at sætte punkter på dagsordenen. På mødet vælges et klasseråd.

Det andet forældremøde afholdes i foråret og har typisk et alderssvarende tema på programmet. Klasselæreren arrangerer mødet og kan inddrage forældrene i valget af tema, der f.eks. kan være alkohol, netetik, lektier, fritidsarbejde, fødselsdage, fester etc.

De to skole-hjemsamtaler afholdes i henholdsvis efteråret og foråret, og her drøftes den enkelte elevs faglige standpunkt og sociale trivsel i klassen. Der bliver endvidere opstillet mål for elevens videre udvikling på disse områder. Klasselæreren udarbejder informationsbreve til hjemmet mindst en gang om måneden. Heri beskrives det aktuelle arbejde i klassen, og der orienteres om kommende projekter af faglig og/eller social karakter.

Der udleveres en årsplan til alle hjem i begyndelsen af skoleåret. Heraf fremgår placeringen af årets forældremøder, skole/hjemsamtaler, musikaftener etc. – samt skolens ferieplan. Som nævnt vælges der på første forældremøde et klasseråd. Dette klasseråd tager initiativ til arrangementer af mere social karakter, såsom skovtur, julefest eller teaterbesøg, men kan dog også tage initiativer af faglig karakter og kan f.eks. med fordel være med til at planlægge årets andet forældremøde.

Skolen forventer som udgangspunkt, at forældrene er enige i skolens målsætning som den blandt andet kommer til udtryk i vores brochuremateriale og på vores hjemmeside:

  • at give den enkelte elev stor faglig viden
  • at udvikle eleverne til selvstændige mennesker
  • at udvikle interesser og skabende evner i et samfund i hurtig forandring
  • at udvikle evnen til at samarbejde

Skolen forventer som nævnt også, at forældrene understøtter barnets deltagelse i skolelivet – det vil blandt andet sige, at de sørger for, at eleverne møder velforberedte i skolen, er udhvilede og medbringer deres frokost.

Vi forudsætter, at forældrene har tillid til skolens lærere og ledelse, og forventer på den baggrund, at eventuelle uenigheder eller misforståelser afklares mellem de implicerede voksne således, at eleverne ikke sættes i en loyalitetskonflikt i deres forhold til skolen og hjemmet. Skolen forventer at forældrene bidrager positivt til løsning af problemer og konflikter og gør det på en sådan måde, at helheden altid vægtes i forhold til det enkelte barns tarv. Skolen forventer endvidere, at forældrene udviser engagement i klassens sociale liv, dvs. deltager positivt og aktivt i klassens sociale arrangementer i erkendelse af at elevernes indlæringsmiljø er tæt forbundet med deres sociale liv både i og uden for skolen.

Skolen betragter forældrene som en central og vigtig ressource, hvis aktive og positive deltagelse er af afgørende betydning for skolens dagligdag. Dette gælder bl.a. deltagelsen i forældremøder og skole-hjemsamtaler samt deltagelsen i skolens fødselsdag, musikaftenerne, julefesterne og klasseturene. Det kan nævnes, at skolen har en fornem tradition for, at forældrene deltager i skolens liv som gæstelærere, foredragsholdere, paneldeltagere m.v.