Menu:
Rytmisk linje
Orienteringsaften
Onsdag d. 29. januar 2025 kl. 19.30 afholder vi orienteringsaften om Rytmisk Linje. Arrangementet foregår i lokalet "Ny Musik". Man får adgang til dette lokale via. trappen v/ Nordre Frihavnsgade 11. Ny Musik ligger på 4. sal.
I løbet af aftenen vil vi orientere om undervisningen og årets gang på Rytmisk Linje, og du kan møde lærere og elever. Eleverne vil optræde for jer, og de vil også rigtig gerne svare på jeres spørgsmål.
Vi glæder os til at se dig!
Rytmisk Linje fra Ingrids almindelige orienteringsaften:
På Rytmisk Linje på IJG får du en unik mulighed for at dyrke din musik på højt plan og få styrket og udviklet dine færdigheder indenfor rytmisk musik samtidig med at du går i gymnasiet.
På Rytmisk Linje bliver du undervist af konservatorieuddannede lærere og professionelle musikere. I løbet af de tre år præsenteres du for mange forskellige musikgenrer, og du vil blive bedre til både at spille, synge og til sammenspil. Rytmisk Linje er en ramme for nærvær og venskaber på tværs af klasser og årgange, og hvert år indledes med en introtur for alle tre årgange på Rytmisk Linje.
Rytmisk Linje kræver ikke blot, at du har lyst til at spille musik, men også talent og hårdt arbejde. Som elev optages du på baggrund af en optagelsesprøve.
Hvad består undervisningen af?
Som elev på Rytmisk Linje gennemfører du et almindeligt gymnasieforløb kombineret med fagene på Rytmisk Linje. Det forventes, at du vælger musik på B-niveau. Undervisningen foregår dels på hold, dels som soloundervisning. Fagene er organiseret i en række faste, skemalagte timer efter almindelig skoletid. Et semester er på 12 uger ligesom MGK
- Hovedinstrument(-sang): – 1 ugentlig lektion (soloundervisning)
- Sammenspil: – 2 lektioner ugentligt (holdundervisning)
- Hørelære: – integreres i ovenstående fag
Hen over året optræder Rytmisk Linje i mange forskellige sammenhænge. Bl.a til skolens fødselsdag, musical, julekoncert, orienteringsaftener og forårskoncerter. Vi spiller også koncerter ude af huset, bl.a på Krudttønden og Jazzhus Montmartre.
Optagelse
For at søge optagelse på Rytmisk Linje skal du udfylde nedenstående ansøgningsskema senest onsdag d. 5. februar 2025.
Som ansøger vil du blive indkaldt til en samtale og en optagelsesprøve med følgende indhold:
- Hovedinstrument: Du skal synge/spille 2 selvvalgte stykker – evt. med akkompagnement
- Hørelære: Imitation af kort melodi og rytme.
Optagelsesprøverne afholdes mandag og tirsdag d. 17. og 18. februar 2025.
Skolepenge
Udover betaling for at gå på IJG, koster det et tilskud til undervisning i et hovedinstrument på ca. kr. 400,- pr. måned.
Bemærk: Rytmisk Linje oprettes kun ved tilstrækkelig antal kvalificerede ansøgere.